Beskrivelse
Vores vision
for varevognen
Pengene, der søges om, skal gå til en udvidelse af Hjælpen i form af en varevogn, der skal omdannes til en foodtruck, som skal sørge for, at Hjælpen kan komme ud til endnu flere producenter i Danmark. Der er tale om en 30 år gammel Citroën HY, en model som nogle ville kunne se nostalgisk tilbage på fra enten Olsen Banden i Jylland, eller for de lidt yngre, i lillenørd, hvor de kører landet rundt i sådan en.
For stifteren Flemming Villebro er bilen et billede på, hvordan Hjælpen ser på verden. Udefra er det måske ikke den smukkeste bil, men den har virket godt i mange år. På samme måde er Hjælpens fødevarer ikke nogen man stiller op til skønhedskonkurrence med, men de har sjæl og smag og de virker – nøjagtig som varevognen.
Vi ved godt, at 150.000 er rigtig mange penge, men det er desværre dét det koster, hvis drømmen om vores food truck, skal blive til virkelighed. Vi vil gerne gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen, og det er også grunden til, at vi hellere vil renovere Citröenen end købe en ny food truck.
Varevognens formål
Varevognen har det hovedformål, at producenterne skal kunne låne den færdige food truck til at sælge deres produkter på markeder, festivaller eller andre lignende steder. Her skal den også fungere som et blikfang, der kan sprede Hjælpens visioner og gøre folk nysgerrige på formålet.

Hvem er Flemming?
Flemming er født i 1968 og opvokset på en frugtplantage. Hans opvækst har været præget af stabilitet og gode værdier. Familien er den vigtigste værdi og med en familie kan man alt. Hjælpen er en naturlig forlængelse af Flemmings barndom, og opvækst. Hvis der er problemer, er man ærlig og siger hvad der er sket eller hvad der er galt, intet er for stort til en ærlig snak og historisk har hans familie altid formået, at løse problemer i fællesskab.
Flemmings tilgang her i livet er, at alle hjælper, og alle bidrager med det man kan, fordi hvis alle gør det, så er dagen nemmere for alle og sammenholdet gør stærk. Hjælpen er grundlagt på ordenlighed. Man skal opføre sig som man selv vil behandles og selv vil mødes af andre.
De lykkeligste mennesker er ikke dem der har mest, men dem der giver mest!
Bæredygtig kvalitet, som du aldrig har smagt det
Vores tætte samarbejde med lokale plantager, giver Hjælpen de råvarer, som vi skal bruge i vores populære mostbokse. Og det gør vi uden brug af masseproduktion. Mosten vil altid være brygget på et bæredygtigt grundlag, da vi kun modtager overskudsæbler, der ellers var endt som madspild.
Metoden i dag er langt fra vores allerførste mostproduktion, hvor vi udelukkende brugte æbler fra egen plantage. Det var en hel høst, som blev beskadiget under et uvejr. I dag har vi mulighed for at modtage overskudsæblerne fra mange lokale plantager. De bliver plukket løbende med større kontrol over, hvilke sorter der kan høstes på de bedste tidspunkter. I forhold til vores første ’uvejrsproduktion’, giver denne metode meget bedre kvalitet og en most, der er sødere og har mere frugtsmag end nogensinde før. Og stadigvæk til en pris, der er på helt samme niveau som alt andet æblemost.